1Til Sangmesteren. Al-mut-labben. En Salme af David.
2 Jeg vil takke HERREN af hele mit Hjerte, kundgøre alle dine Undere,
3glæde og fryde mig i dig, lovsynge dit Navn, du Højeste,
4fordi mine Fjender veg, faldt og forgik for dit Aasyn.
5Thi du hævded min Ret og min Sag, du sad paa Tronen som Retfærds Dommer.
6Du trued ad Folkene, rydded de gudløse ud, deres Navn har du slettet for evigt.
7Fjenden er borte, lagt øde for stedse, du omstyrted Byer, de mindes ej mer.
8 Men HERREN troner evindelig, han rejste sin Trone til Dom,
9skal dømme Verden med Retfærd, fælde Dom over Folkefærd med Ret.
10HERREN blev de fortryktes Tilflugt, en Tilflugt i Trængselstider;
11og de stoler paa dig, de, som kender dit Navn, thi du svigted ej dem, der søgte dig, HERRE.
12Lovsyng HERREN, der bor paa Zion, kundgør blandt Folkene, hvad han har gjort!
13Thi han, der hævner Blodskyld, kom dem i Hu, han glemte ikke de armes Raab:
14»HERRE, vær naadig, se, hvad jeg lider af Avindsmænd, du, som løfter mig op fra Dødens Porte,
15at jeg kan kundgøre al din Pris, juble over din Frelse i Zions Datters Porte!«
16Folkene sank i Graven, de grov, deres Fod blev hildet i Garnet, de satte.
17HERREN blev aabenbar, holdt Dom, den gudløse hildedes i sine Hænders Gerning. — Higgajon Sela.
18Til Dødsriget skal de gudløse fare, alle Folk, der ej kommer Gud i Hu.
19Thi den fattige glemmes ikke for evigt, ej skuffes evindelig ydmyges Haab.
20 Rejs dig, HERRE, lad ikke Mennesker faa Magten, lad Folkene dømmes for dit Aasyn; HERRE, slaa dem med Rædsel, lad Folkene kende, at de er Mennesker! — Sela.