1Thi hver Ypperstepræst tages iblandt Mennesker og indsættes for Mennesker til Tjenesten for Gud, for at han skal frembære baade Gaver og Slagtofre for Synder,
2som en, der kan bære over med de vankundige og vildfarende, eftersom han ogsaa selv er stedt i Skrøbelighed
3og for dens Skyld maa frembære Syndoffer, som for Folket saaledes ogsaa for sig selv.
4Og ingen tager sig selv den Ære, men han kaldes af Gud, ligesom jo ogsaa Aron.
5 Saaledes har ej heller Kristus tillagt sig selv den Ære at blive Ypperstepræst, men den, som sagde til ham: „Du er min Søn, jeg har født dig i Dag,‟
6som han jo ogsaa siger et andet Sted: „Du er Præst til evig Tid, efter Melkisedeks Vis,‟
7han, som i sit Køds Dage med stærkt Raab og Taarer frembar Bønner og ydmyge Begæringer til den, der kunde frelse ham fra Døden, og blev bønhørt i sin Angest,
8og saaledes, endskønt han var Søn, lærte han Lydighed af det, han led,
9og efter at være fuldkommet blev Aarsag til evig Frelse for alle dem, som lyde ham,
10idet han af Gud blev kaldt Ypperstepræst efter Melkisedeks Vis.
11 Herom have vi meget at sige, og det er vanskeligt at forklare, efterdi I ere blevne sløve til at høre.
12Thi skønt I efter Tiden endog burde være Lærere, trænge I atter til, at man skal lære eder Begyndelsesgrundene i Guds Ord, og I ere blevne saadanne, som trænge til Mælk og ikke til fast Føde.
13Thi hver, som faar Mælk, er ukyndig i den rette Tale, thi han er spæd;
14men for de fuldkomne er den faste Føde, for dem, som paa Grund af deres Erfaring have Sanserne øvede til at skelne mellem godt og ondt.