1Da kaldte Josva ad Rubeniterne og ad Gaditerne og ad den halve Manasse Stamme,
2og han sagde til dem: I have holdt alt det, som Mose, Herrens Tjener, bød eder, og I have hørt min Røst i alt det, som jeg har budet eder.
3I have ikke forladt eders Brødre i disse mange Aar indtil denne Dag; men I have taget Vare paa, hvad I skulle varetage, Herrens, eders Guds, Bud.
4Og nu har Herren eders Gud skaffet eders Brødre Rolighed, som han havde tilsagt dem; saa vender eder nu og drager til eders Telte til eders Ejendoms Land, som Mose, Herrens Tjener, gav eder paa hin Side Jordanen.
5Alene tager Vare paa at gøre det Bud og den Lov, som Mose, Herrens Tjener, bød eder, at elske Herren eders Gud og at vandre i alle hans Veje og at holde hans Bud og at hænge ved ham og at tjene ham af eders ganske Hjerte og af eders ganske Sjæl.
6Saa velsignede Josva dem og lod dem fare, og de gik til deres Telte.
7Og Mose havde givet den halve Manasse Stamme Arv i Basan, og Halvdelen deraf gav Josva Arv med deres Brødre paa denne Side Jordanen mod Vesten. Og tilmed der Josva lod dem fare til deres Telte og havde velsignet dem,
8da sagde han til dem saalunde: Drager tilbage til eders Telte med meget Gods og med saare meget Kvæg, med Sølv og med Guld og med Kobber og med Jern og med saare mange Klæder, deler Byttet fra eders Fjender med eders Brødre!
9 Saa vendte Rubens Børn og Gads Børn og den halve Manasse Stamme tilbage og gik fra Israels Børn fra Silo, som er i Kanaans Land, for at gaa til Gileads Land, til deres Ejendoms Land, i hvilket de havde taget Arv efter Herrens Befaling ved Mose.
10Og der de kom til Geliloth, som ligger i Kanaans Land, ved Jordanen, da byggede Rubens Børn og Gads Børn og den halve Manasse Stamme der et Alter ved Jordanen, et Alter stort af Anseelse.
11 Og Israels Børn hørte sige: Se, Rubens Børn og Gads Børn og den halve Manasse Stamme have bygget et Alter foran i Kanaans Land, i Geliloth ved Jordan, over for Israels Børn.
12Der Israels Børn hørte det, da forsamlede sig al Israels Børns Menighed i Silo, til at drage op imod dem til Strid.
13Saa sendte Israels Børn til Rubens Børn og til Gads Børn og til den halve Manasse Stamme, til Gileads Land, Pinehas, Præsten Eleasars Søn,
14og ti Fyrster med ham, een Fyrste, hver for et Fædrenehus, af hver af Israels Stammer; og hver af dem var Øverste for deres Fædres Hus, for Israels Tusinder.
15Og der de kom til Rubens Børn og til Gads Børn og til den halve Manasse Stamme, til Gileads Land, da talede de med dem og sagde:
16Saa siger al Herrens Menighed: Hvad er denne for en Troløshed, som I have vist mod Israels Gud, i Dag at vende eder bort fra Herren, idet I bygge eder et Alter, saa at I ville i Dag være genstridige mod Herren?
17Er Misgerningen ved Peor os for liden, fra hvilken vi ikke have renset os indtil denne Dag, og Plagen kom dog over Herrens Menighed?
18Og I vende eder i Dag bort fra Herren! og det sker, om I i Dag ere genstridige imod Herren, at han herefter bliver vred paa al Israels Menighed.
19Men dersom eders Ejendoms Land er urent, da kommer over til Herrens Ejendoms Land, hvor Herrens Tabernakel boer, og tager Arv midt iblandt os; og værer ikke genstridige imod Herren, og værer ikke genstridige imod os, saa at I bygge eder et Alter foruden Herrens, vor Guds, Alter.
20Mon ikke Akan, Seras Søn, forgreb sig saare paa det bandlyste? og der kom en Vrede over al Israels Menighed, og denne ene Mand, han var ikke den eneste, som omkom for sin Misgerning.
21 Da svarede Rubens Børn og Gads Børn og den halve Manasse Stamme, og de sagde til de Øverste for Israels Tusinder:
22Den stærke, Gud, Herren, den stærke, Gud, Herren, han ved det, og Israel skal vide det: Ej er det Genstridighed, og ej er det Overtrædelse imod Herren — saa frelse du os ikke paa denne Dag! —
23at vi vilde bygge os et Alter, for at vende os bort fra Herren; og ej er det for at ofre Brændoffer derpaa eller Madoffer, og ej er det for at gøre Takoffer derpaa — saa hjemsøge Herren det selv! —
24men vi gjorde det af Omhyggelighed, for den Sags Skyld, at vi sagde: Eders Børn maatte ellers herefter sige til vore Børn: Hvad have I at gøre med Herren, Israels Gud?
25Herren har jo sat Jordanen til Landemærke imellem os og imellem eder, I Rubens Børn og Gads Børn, I have ingen Del i Herren: Saa maatte eders Børn bringe vore Børn til at høre op med at frygte Herren.
26Derfor sagde vi: Lader os dog gøre dette, at bygge et Alter, ikke til Brændoffer og ej til Slagtoffer;
27men det skal være et Vidne imellem os og imellem eder og imellem vore Efterkommere efter os, at vi betjene Herrens Tjeneste for hans Ansigt med vore Brændofre og med vore Slagtofre og med vore Takofre, og at eders Børn ikke herefter skulle sige til vore Børn: I have ingen Del i Herren.
28Derfor sagde vi: Naar det sker, at de sige sligt til os eller til vore Efterkommere herefter, da ville vi sige: Ser den Lignelse af Herrens Alter, som vore Fædre gjorde ikke til Brændoffer og ikke til Slagtoffer, men til et Vidne imellem os og imellem Eder.
29Dette skal være langt fra os at være genstridige mod Herren og at vende os i Dag bort fra Herren, til at bygge et Alter til Brændoffer, til Madoffer og til Slagtoffer, foruden Herren vor Guds Alter, som er foran hans Tabernakel.
30Der Pinehas, Præsten, og Menighedens Fyrster og Øversterne over Israels Tusinder, som vare med ham, hørte de Ord, som Rubens Børn og Gads Børn og Manasse Børn sagde, da var det godt for deres Øjne.
31Og Pinehas, Præsten Eleasars Søn, sagde til Rubens Børn og til Gads Børn og til Manasse Børn: I Dag kende vi, at Herren er midt iblandt os, idet I ikke have vist en saadan Troløshed imod Herren, da I have reddet Israels Børn af Herrens Haand.
32Da drog Pinehas, Præsten Eleasars Søn, og Fyrsterne fra Rubens Børn og fra Gads Børn fra Gileads Land til Kanaans Land igen, til Israels Børn; og de bragte dem Svar igen.
33Og det Ord var godt for Israels Børns Øjne, og Israels Børn lovede Gud, og de sagde ikke, at de vilde drage op imod dem til Strid for at ødelægge det Land, som Rubens Børn og Gads Børn boede udi.
34Og Rubens Børn og Gads Børn gave Alteret det Navn: „det er Vidne imellem os, at Herren er Gud‟.