17 When the poor and needy seek water, and there is none, and their tongue faileth for thirst, I the Lord will hear them, I the God of Israel will not forsake them.
18 I will open rivers in high places, and fountains in the midst of the valleys: I will make the wilderness a pool of water, and the dry land springs of water.
19 I will plant in the wilderness the cedar, the shittah tree, and the myrtle, and the oil tree; I will set in the desert the fir tree, and the pine, and the box tree together:
20 That they may see, and know, and consider, and understand together, that the hand of the Lord hath done this, and the Holy One of Israel hath created it.
1Derfor lader os forbigaae Begyndelseslæren om Christus, og skride frem til det Fuldkomnere, at vi ikke atter lægge Grundvolden angaaende Omvendelse fra døde Gjerninger, og Tro paa Gud,
2og Læren om Daab og Haandspaalæggelse, og de Dødes Opstandelse, og den evige Dom.
3Ja, dette ville vi gjøre, dersom Gud det tilsteder.
4 Thi det er umuligt, at de, som eengang ere oplyste, og som have smagt den himmelske Gave, og ere blevne deelagtige i den Hellig Aand,
5og have smagt Guds gode Ord og den tilkommende Verdens Kræfter, og falde fra, atter kunne fornyes til Omvendelse,
6da de korsfæste sig selv Guds Søn, og gjøre ham til Spot.
7Thi Jorden, som drikker den ofte derpaa faldne Regn og bærer Væxter, tjenlige for dem, som den dyrke, faaer Velsignelse af Gud;
8men den, som bærer Torne og Tidsler, er ubrugbar og Forbandelsen nær; Enden med den er at brændes.
9 Dog, i Henseende til Eder, I Elskelige! ere vi forsikkrede om det Bedre og hvad der bringer Frelse, alligevel vi saaledes tale.
10Thi Gud er ikke uretfærdig, at han skulde forglemme Eders Gjerning og den Kjærlighedens Møie, som I viste for hans Navn, idet I have tjent og tjene de Hellige.
11 Men vi ønske, at enhver af Eder maa vise den samme Nidkjærhed, til fuld Befæstelse i Haabet indtil Enden,
12saa I ikke blive sendrægtige, men efterfølge dem, som ved Tro og Taalmodighed arvede Forjættelserne.
13Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, der han ingen Større havde at sværge ved, svoer han ved sig selv, sigende:
14sandeligen, jeg vil rigelig velsigne dig og rigelig formere dig.
15Og saaledes, der han havde ventet taalmodig, bekom han Forjættelsen.
16Mennesker sværge jo ved en Større, og Eden er dem en Ende paa al Tvist, til Stadfæstelse.
17Hvorfor, da Gud vilde ydermere vise Forjættelsens Arvinger sit Raads Uforanderlighed, føiede han en Ed dertil,
18paa det vi ved to uforanderlige Grunde, efter hvilke det var umuligt, at Gud skulde lyve, kunde have en stærk Trøstegrund, naar vi flye hen at holde fast ved det tilbudne Haab,
19hvilken vi have som Sjælens trygge og faste Anker, hvilket ogsaa gaaer indenfor Forhænget,
20hvor Jesus, vor Forløser, gik ind for os, han, som efter Melchisedeks Viis er bleven en Ypperstepræst til evig Tid.