1Og, jeg Brødre! der jeg kom til Eder, kom jeg ikke med prægtige Ord eller Viisdom, at forkynde Eder det Guds Vidnesbyrd;
2thi jeg agtede mig ikke at vide Noget iblandt Eder, uden Jesus Christus, og ham korsfæstet;
3og jeg var hos Eder med Ydmyghed og med Frygt og med megen Bæven,
4og mit Ord og min Prædiken var ikke i menneskelig Viisdoms overtalende Ord, men i Aands og Kraftes Beviisning,
5at Eders Tro ikke skulde være i Menneskens Viisdom, men i Guds Kraft.
6Men Viisdom tale vi iblandt de Fuldkomne, dog ikke denne Verdens Viisdom, ikke heller denne Verdens Øversters, hvilke skulle beskæmmes;
7men vi tale Guds Viisdom, den hemmelighedsfulde, den, som var skjult, hvilken Gud haver forud beskikket før Verdens Begyndelse, til vor Herlighed,
8hvilken ingen af denne Verdens Øverster kjendte; thi havde de kjendt den, havde de ikke korsfæstet Herlighedens Herre;
9men, som skrevet er: hvad intet Øie har seet, og intet Øre har hørt, og ikke er opkommet i noget Menneskes Hjerte, hvad Gud haver beredt dem, som han elske.
10Men os aabenbarede Gud det formedelst sin Aand; thi Aanden ransager alle Ting, ogsaa Guds Dybheder.
11Hvilket Menneske veed det, som er i Mennesket, uden Menneskets Aand, som er i ham? Saa veed og Ingen det, som er i Gud, uden Guds Aand.
12Og vi have ikke annammet Verdens Aand, men den Aand, som er af Gud, paa det vi kunne kjende, hvad der er os skjenket af Gud;
13hvilket vi og tale, ikke med Ord, som menneskelig Viisdom lærer, men med Ord, som den Hellig Aand lærer, idet vi tolke aandelige Ting med aandelige Ord.
14Men det sanselige Menneske fatter ikke de Ting, som høre Guds Aand til; thi de ere ham en Daarlighed, og han kan ikke kjende dem, thi de dømmes aandeligen.
15Men den Aandelige dømmer vel alle Ting, selv derimod dømmes han af Ingen.
16Thi hvo haver kjendt Herrens Sind, at han kunde undervise ham? Men vi have Christi Sind.