9 And when he had opened the fifth seal, I saw under the altar the souls of them that were slain for the word of God, and for the testimony which they held:
10 And they cried with a loud voice, saying, How long, O Lord, holy and true, dost thou not judge and avenge our blood on them that dwell on the earth?
11 And white robes were given unto every one of them; and it was said unto them, that they should rest yet for a little season, until their fellowservants also and their brethren, that should be killed as they were, should be fulfilled.
1Og der Pintsefestens Dag var kommen, vare de alle eendrægtigen tilsammen.
2Og der kom pludseligen en Lyd af Himmelen, som af et fremfarende vældigt Veir, og fyldte det ganske Huus, hvor de sadde.
3Og der viste sig for dem Tunger som af Ild, der fordeelte sig, og satte sig paa Enhver af dem.
4Og de bleve alle opfyldte af den Hellig Aand, og begyndte at tale med andre Tungemaal, eftersom Aanden gav dem at udsige.
5Men der var Jøder boende i Jerusalem, gudfrygtige Mænd af alle Folkeslag under Himmelen.
6Der denne Lyd hørtes, kom Mængden tilsammen og blev bestyrtet; thi Enhver havde hørt dem tale med sit eget Maal.
7Men de forfærdedes alle og forundrede sig, og sagde til hverandre: see, ere ikke alle disse, som tale, Galilæer?
8Og hvorledes høre vi dem tale, hver paa vort eget Maal, hvorudi vi ere fødte?
9Parther og Meder og Elamiter, og vi, som boe i Mesopotamien, Judæa og Cappadocia, Pontus og Asia,
10i Phrygia og Pamphylia, Ægypten og Libyens Egne ved Cyrene, og vi her boende Romere,
11Jøder og Proselyter, Creter og Araber; vi høre dem forkynde Guds store Gjerninger med vore Tungemaal.
12Men de forfærdedes alle og tvivlede, og sagde En til den Anden: hvad monne dette være?
13Men Andre spottede og sagde: de ere fulde af sød Viin.
14 Da stod Peter frem med de Elleve, og opløftede sin Røst og talede til dem: I jødiske Mænd, og alle I, som boe i Jerusalem! det være Eder vitterligt, og aabner Eders Øren for mine Ord.
15Thi ikke ere disse drukne, som I mene; det er jo den tredie Time paa Dagen;
16men dette er, hvad der er sagt ved Propheten Joel:
17Og det skal skee i de sidste Dage, siger Gud, da vil jeg udgyde af min Aand over alt Kjød; og Eders Sønner og Eders Døttre skulle prophetere, og de Unge blandt Eder skulle see Syner, og de Gamle skulle have Drømme.
18Ja, endog over mine Trælle og over mine Trælkvinder vil jeg i de Dage udgyde af min Aand, og de skulle prophetere.
19Og jeg vil lade skee Under i Himmelen oventil, og Tegn paa Jorden nedentil, Blod og Ild og Røgdamp.
20Solen skal forvandles til Mørke, og Maanen til Blod, førend Herrens den store og herlige Dag kommer.
21Og det skal skee, hver den, som paakalder Herrens Navn, skal frelses.
22I israelitiske Mænd! hører disse Ord: Jesus af Nazareth, en Mand, af Gud udmærket for Eder ved kraftige Gjerninger og Under og Tegn, hvilke Gud gjorde ved ham midt iblandt Eder, som I og selv vide;
23denne, da han efter Guds besluttede Raad og Forsyn var given hen, toge I og korsfæstede ved ugudelige Hænder, og ihjelsloge ham.
24Ham opreiste Gud, der han havde løst Dødens Smerter, eftersom det var umuligt, at han kunde holdes af den.
25Thi David siger om ham: jeg havde stedse Herren for mine Øine; thi han er hos min høire Haand, at jeg ikke skal rokkes.
26Derfor glæder mit Hjerte sig, og min Tunge jubler, ja, ogsaa mit Kjød skal hvile i Haab;
27thi du skal ikke lade min Sjæl i de Dødes Rige, ikke heller tilstede din Hellige at see Forraadnelse.
28Du haver kundgjort mig Livets Veie; du skal fylde mig med Glæde fra dit Aasyn.
29I Mænd, Brødre! lader mig tale frit til Eder om Patriarchen David; han er baade død og begraven, og hans Grav er hos os indtil denne Dag.
30Som han nu var en Prophet og vidste, at Gud havde svoret ham med en Ed, at han vilde af hans Lænders Frugt opreise Christus efter Kjødet til at sidde paa hans Throne:
31da talede han, uforudseende, om Christi Opstandelse, at hans Sjæl ikke skulde lades i de Dødes Rige, ei heller hans Kjød see Forraadnelse.
32Denne Jesus opreiste Gud, hvortil vi alle ere Vidner.
33Efterat han nu er ophøiet ved Guds høire Haand, og haver annammet den Hellig Aands Forjættelse af Faderen, haver han udgydet den, som I nu see og høre.
34Thi David foer ikke til Himmelen; men han siger: Herren sagde til min Herre: sæt dig hos min høire Haand,
35indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel.
36Derfor skal alt Israels Huus visseligen vide, at denne Jesus, hvem I korsfæstede, haver Gud gjort baade til en Herre og Christus.
37 Men der de det hørte, gik det dem igjennem Hjertet, og de sagde til Peter og de andre Apostler: I Mænd, Brødre! hvad skulle vi gjøre?
38Men Peter sagde til dem: omvender Eder, og hver af Eder lade sig døbe i Jesu Christi Navn til Syndernes Forladelse; og I skulle faae den Hellig Aands Gave.
39Thi Eder og Eders Børn hører Forjættelsen til, og alle dem, som ere langt borte, hvilkesomhelst Herren var Gud vil kalde dertil.
40Ogsaa med mange andre Ord vidnede han for dem, og formanede dem, sigende: lader Eder frelse fra den vanartige Slægt!
41De, som nu gjerne annammede hans Ord, bleve døbte; og der vandtes samme Dag henved tre tusinde Sjæle.
42 Men de holdt sig varagtige til Apostlernes Underviisning, og Samfundet, og Brødets Brydelse, og Bønnerne.
43Men der kom en Frygt over alle Sjæle, og der skete mange Undergjerninger og Tegn ved Apostlerne.
44Men alle de Troende holdt sig tilsammen, og havde alle Ting tilfælles.
45Og de solgte deres Eiendom og Gods, og delede det ud iblandt Alle, efter som Nogen havde behov.
46Og hver Dag vare de varagtigen og samdrægteligen i Templet, og i Husene brøde de Brødet, og nøde Maaltidet med Fryd og i Hjertets Eenfoldighed,
47idet de lovede Gud, og havde Yndest hos alt Folket. Men Herren lagde dagligen Nogle til Menigheden, som lode sig frelse.