9 And when he had opened the fifth seal, I saw under the altar the souls of them that were slain for the word of God, and for the testimony which they held:
10 And they cried with a loud voice, saying, How long, O Lord, holy and true, dost thou not judge and avenge our blood on them that dwell on the earth?
11 And white robes were given unto every one of them; and it was said unto them, that they should rest yet for a little season, until their fellowservants also and their brethren, that should be killed as they were, should be fulfilled.
1Men det skete i Iconium, at de gik tilsammen ind i Jødernes Synagoge, og talede saaledes, at en stor Mængde baade af Jøder og Græker troede.
2Men de vantroe Jøder ophidsede Hedningernes Sind, og satte Ondt i dem imod Brødrene.
3De opholdt sig nu en Tid lang der, og talede med Frimodighed i Herren, som gav sin Naades Ord Vidnesbyrd, og lod Tegn og Under skee formedelst deres Hænder.
4Men Mængden i Staden blev splidagtig, og Nogle holdt med Jøderne, men Nogle med Apostlerne.
5 Men som der blev et opløb, baade af Hedninger og Jøder med deres Øverster, at forhaane og stene dem,
6og de fik det at vide, undflyede de til Stæderne i Lycaonien, Lystra og Derbe, og til det omliggende Land.
7Og de Prædikede der Evangelium.
8Og der var en Mand i Lystra, som maatte sidde, for han havde ingen Magt i Fødderne, men var fra Moders Liv af lam og havde aldrig gaaet.
9Han hørte Paulus tale; og denne, der han fæstede Øie paa ham og mærkede, at han havde tro til at frelses, sagde med høi Røst:
10staa ret op paa dine Fødder! Og sprang op og gik.
11Men der Mængden saae det, som Paulus havde gjort, opløftede de deres Røst og sagde paa Lycaonisk: Guderne have taget menneskelig Skikke og ere komne ned til os.
12Og de kaldte Barnabas Jupiter, men Paulus Mercurius, fordi han førte Ordet.
13Men Præsten ved det Jupiters Tempel, som var udenfor deres Stad, bragte Øxne og Krandse for Indgangen, og vilde offre tilligemed Folket.
14Men da Apostlerne, Barnabas og Paulus, hørte det, sønderreve de deres Klæder og sprang ind blandt Folket,
15raabte og sagde: I Mænd! hvi gjøre I dette? Vi ere ogsaa Mennesker, lige Vilkaar undergivne med Eder, og forkynde Eder, at I skulle vende om fra disse forfængelige Guder til den levende Gud, som haver gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem;
16hvilken i de forbigangne Tider haver ladet alle Hedninger vandre i deres egne Veie,
17enddog han haver ikke ladet sig selv uden Vidnesbyrd, idet han gjorde os godt, og gav os Regn og frugtbare Tider af Himmelen, idet han fyldte os med Føde, og vore Hjerter med Glæde.
18Og ved at sige dette, kunde de neppe stille Folket, at de ikke offrede til dem.
19Men der kom Jøder fra Antiochia og Iconium dertil og forførte Mængden, saa at de stenede Paulus og slæbte ham ud af Staden, og de meente, at han var død.
20Men der Disciplene kom omkring ham, stod han op og gik ind i Staden; og anden Dagen gik han ud med Barnabas til Derbe.
21 Og der de havde prædiket i denne Stad og gjort mange Disciple, vendte de tilbage til Lystra og Iconium og Antiochia.
22og bestyrkede Disciplenes Sjæle, og paamindede dem, at blive faste i Troen, og at os bør at indgaae i Guds Rige ved mange Trængsler.
23Men der de havde beskikket dem Ældste i hver Menighed, og havde holdt Bøn og Faste, befole de dem Herren, paa hvem de havde troet.
24Og de droge igjennem Pisidien og kom til Pamphylien.
25Og da de havde talet Ordet i Perge, droge de ned til Attalia.
26Og derfra seilede de til Antiochia, hvorfra de havde været Guds Naade anbefalede til den Gjerning, som de havde fuldkommet.
27Men der de kom derhen og havde forsamlet Menigheden, forkyndte de, hvor store Ting Gud havde gjort med dem, og at han havde opladt Hedningerne Troens Dør.
28Men de opholdt sig der en ikke liden Tid hos Disciplene.