9 And when he had opened the fifth seal, I saw under the altar the souls of them that were slain for the word of God, and for the testimony which they held:
10 And they cried with a loud voice, saying, How long, O Lord, holy and true, dost thou not judge and avenge our blood on them that dwell on the earth?
11 And white robes were given unto every one of them; and it was said unto them, that they should rest yet for a little season, until their fellowservants also and their brethren, that should be killed as they were, should be fulfilled.
1Jeg vil, I skulle mindes, Brødre! at vore Fædre vare alle under Skyen, og de gik alle igjennem Havet,
2og de ere alle døbte til Moses i Skyen og i Havet.
3Og de aade alle den samme aandelige Mad,
4og de drak alle den samme aandelige Drik; thi de drak af den aandelige Klippe, som fulgte dem; men Klippen var Christus.
5Men Gud havde ikke Behag i de Fleste af dem; thi de bleve nedslagne i Ørken.
6Men disse Ting ere blevne Forbilleder for os, at vi ikke skulle have Lyst til det Onde, som de havde Lyst dertil.
7Bliver ei heller Afgudsdyrkere, som nogle af dem, ligesom skrevet er: Folket satte sig ned at æde og at drikke, og stod op at lege.
8Lader os ei heller bedrive Hoer, som nogle af dem bedreve Hoer, og faldt paa een Dag tre og tyve tusinde.
9Lader os ei heller friste Christus, som og nogle af dem fristede ham, og bleve ødelagte af Slanger.
10Knurrer ei heller, som og nogle af dem knurrede, og bleve ødelagte af Fordærveren.
11Alt dette skete dem til Exempel, men det er skrevet os til Advarsel, til hvilke de sidste Tider ere komne.
12Derfor, hvo som tykkes at staae, see til, at han ikke falder.
13Eder er ingen Fristelse paakommen uden menneskelig; men Gud er trofast, som ikke skal lade Eder fristes over Eders Formue, men skal gjøre baade Fristelsen og dens Udgang saaledes, at I det kunne taale.
14 Derfor, mine Elskelige, flyer fra Afgudsdyrkelsen.
15Jeg taler som til Forstandige; dømmer I det, jeg siger.
16Velsignelsens Kalk, som vi velsigne, er den ikke Christi Blods Samfund? det Brød, som vi bryde, er det ikke Christi Legemes Samfund?
17Eet Brød, eet Legeme ere vi mange; thi vi ere alle deelagtige i det ene Brød.
18Seer til Israel efter Kjødet; de, som æde Offrene, ere de ikke deelagtige i Alteret?
19Hvad siger jeg da? at en Afgud er Noget? eller at Afguds-Offer er Noget?
20Nei! men hvad Hedningerne offre, offre de Djævelene, og ikke Gud; men jeg vil ikke, at I skulle have Samfund med Djævlene.
21I kunne ikke drikke Herrens Kalk og Djævlenes Kalk; I kunne ikke være deelagtige i Herrens Bord og Djævlenes Bord.
22Eller ville vi opvække Herren til Nidkjærhed? monne vi være stærkere end han?
23 Alt er mig tilladt, men ikke Alt er nyttigt; Alt er mig tilladt, men ikke Alt opbygger.
24Ingen see paa sit Eget, men enhver paa Næstens.
25Alt hvad som sælges i Slagterbod, det æder, uden at spørge for Samvittighedens Skyld;
26thi Jorden er Herrens og dens Fylde.
27Og dersom nogen af de Vantroe indbyder Eder, og I ville gaae derhen, da æder alt det, som sættes for Eder, uden at spørge for Samvittighedens Skyld.
28Men dersom Nogen siger til Eder: det er Afguds-Offer, da æder det ikke, for hans Skyld, som gav det tilkjende, og for Samvittighedens Skyld.
29Samvittigheden, siger jeg, ikke Ens egen, men den Andens, thi hvorfor skulde min Frihed dømmes af en Andens Samvittighed?
30Dersom jeg nyder det med Taksigelse, hvi hører jeg da ilde for det, som jeg takker for?
31Hvad heller I derfor æde eller drikke, eller hvad I gjøre, da gjører Alt til Guds Ære!
32Værer uden Forargelse baade for Jøder og Græker og for Guds Menighed;
33ligesom jeg og i Alt stræber at tækkes Alle, idet jeg ikke søger det, som er mig selv, men det, som er Mange nyttigt, at de kunne frelses.