1Paa den samme Tid gik Jesus igjennem Sæden paa Sabbaten; men hans Disciple hungrede og begyndte at plukke Ax, og at æde.
2Men der Pharisæerne saae det, sagde de til ham: see, dine Disciple gjøre det, som ikke er tilladt at gjøre paa Sabbaten.
3Men han sagde til dem: have I ikke læst, hvad David gjorde, der han hungrede, og de, som vare med ham?
4Hvorledes han gik ind i Guds Huus og aad Skuebrødene, hvilke det ikke var ham tilladt at æde, ei heller dem, som vare med ham, men alene Præsterne?
5Eller have I ikke læst i Loven, at Præsterne vanhellige Sabbaten i Templet paa Sabbaterne, og ere uskyldige?
6Men jeg siger Eder, at den er her, som er større end templet.
7Men dersom I havde vidst, hvad det er: jeg haver Villie til Miskundhed, og ikke til Offer, da havde I ikke fordømt de Uskyldige.
8Thi Menneskens Søn er Herre, ogsaa over Sabbaten.
9 Og han gik frem derfra og kom i deres Synagoge.
10Og see, der var et Menneske, som havde en vissen Haand; og de spurgte ham ad og sagde: er det tilladt at helbrede paa Sabbaten? at de kunde anklage ham.
11Men han sagde til dem: hvilket Menneske er blandt Eder, som haver eet Faar og ikke, dersom det falder i en Grav paa Sabbaten, tager fat paa det og løfter det op?
12Hvor meget bedre er nu et Menneske end et Faar? Altsaa er det tilladt, at gjøre vel paa Sabbaten.
13Da sagde han til Mennesket: udræk din Haand! og han rakte den ud, og den blev igjen sund som den anden.
14Men Pharisæerne gik ud og holdt Raad mod ham, hvorledes de kunde omkomme ham.
15 Men der Jesus mærkede det, veg han bort derfra; og meget Folk fulgte ham, og han helbredte dem alle.
16Og han bød dem strengeligen, at de ikke maatte aabenbare ham;
17at det skulde fuldkommes, som er talet ved Propheten Esaias, som siger:
18see, min Tjener, som jeg haver udvalgt, min Elskelige, til hvilken min Sjæl haver Velbehagelighed! jeg vil give min Aand i ham, og han skal forkynde Hedningerne Ret.
19Han skal ikke trætte og ei raabe, og der skal ikke Nogen høre hans Røst paa Gaderne.
20Han skal ikke sønderbryde det knusede Rør, og ei udslukke den rygende Taande, indtil han udfører Retten til Seier.
21Og Hedningerne skulle haabe paa hans Navn.
22Da blev en Besat ført til ham, som var blind og stum; og han helbredte ham, saa at den Blinde og Stumme baade talede og saae.
23Og alt Folket forfærdedes og sagde: mon denne ikke er den Davids Søn?
24Men der Pharisæerne det hørte, sagde de: denne uddriver ikke Djævle, uden ved Beelzebul, Djævelens Øverste.
25Men saasom Jesus vidste deres tanker, sagde han til dem: hvert Rige, som er splidagtigt med sig selv, bliver øde; og hver Stad eller Huus, som er splidagtigt med sig selv, kan ikke bestaae.
26Hvis da satan uddriver Satan, saa er han splidagtig med sig selv; hvorledes kan da hans Rige bestaae?
27Og om jeg uddriver Djævle ved Beelzebul, ved hvem uddrive da Eders Børn dem? Derfor skulle de være Eders Dommere.
28Men dersom jeg uddriver Djævle ved Guds Aand, er jo Guds Rige kommet til Eder.
29Eller hvorledes kan Nogen gaae ind i den Stærkes Huus, og røve ham hans Redskaber fra, uden at han først binder den Stærke? Da kan han plyndre hans Huus.
30Hvo som ikke er med mig, er imod mig; og hvo som ikke samler med mig, adspreder.
31Derfor siger jeg Eder: al Synd og Bespottelse skal forlades Menneskene, men Bespottelse imod Anden skal ikke forlades Menneskene.
32Og hvo som taler Noget imod Menneskens Søn, det skal forlades ham; men hvo som taler imod den Hellig Aand, han skal det ikke forlades, hverken i denne Verden, ei heller i den tilkommende.
33Lader enten Træet være godt, og dets Frugt god; eller lader Træet være raaddent, og dets Frugt raadden; thi Træet kjendes paa Frugten.
34I Øgleunger! hvorledes kunne I tale godt, I som ere onde? thi af Hjertets Overflødighed taler Munden.
35Et godt Menneske fremfører gode Ting af Hjertets gode Forraad; og et ondt Menneske fremfører onde Ting af det onde Forraad.
36Men jeg siger Eder, at Menneskene skulle gjøre Regnskab paa Dommens Dag for hvert utilbørligt Ord, som de have talet.
37Thi af dine Ord skal du kjendes retfærdig, og af dine Ord skal du fordømmes.
38Da svarede nogle af de Skriftkloge og Pharisæer og sagde: Mester! vi ville see et Tegn af dig.
39Men han svarede og sagde til dem: den onde og vanartige Slægt begjerer Tegn, men den skal intet Tegn gives, uden Jonas’ Prophetens Tegn.
40Thi ligesom Jonas var tre Dage og tre Nætter i Hvalfiskens Bug, saaledes skal Menneskens Søn være tre Dage og tre Nætter i Jordens Skjød.
41De Mænd af Ninive skulle opstaae ved Dommen imod denne Slægt, og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas’ Prædiken; og see, her er Mere end Jonas.
42Dronningen fra Sønden skal opstaae ved Dommen imod denne Slægt, og fordømme den; thi hun kom fra Jordens Grændser at høre Salomons Viisdom; og see, her er Mere end Salomon.
43Men naar den urene Aand er udfaren af Mennesket, vandrer han igjennem tørre Steder, søger Hvile, og finder den ikke.
44Da siger han: jeg vil vende om til mit Huus, som jeg gik ud af; og naar han kommer, finder han det ledigt, feiet og prydet.
45Saa gaaer han hen, og tager syv andre Aander tillige med sig, som ere værre end han selv, og naar de ere komne derind, boe de der; og det Sidste bliver værre med dette Menneske end det Første. Saaledes skal det og gaae denne onde Slægt.
46 Men der han endnu talede til Folket, see, da stode hans Moder og hans Brødre udenfor og begjerede at tale med ham.
47Da sagde En til ham: see, din Moder og dine Brødre staae udenfor og begjere at tale med dig.
48Men han svarede og sagde til den, som sagde ham det: hvo er min Moder? og hvilke ere mine Brødre?
49Og han rakte sin Haand ud over sine Disciple og sagde: see, min Moder og mine Brødre!
50Thi hvo som gjør min Faders Villie, som er i Himlene, den er min Broder og Søster og Moder.